Bjørne, busture og byliv

Mere hiking

Min sidste dag i Banff havde jeg tilmeldt mig en vandretur men en lokal vandreklub. Det var jo helt perfekt for mig, da jeg var på udkig efter nogle hikingbuddies. 

På vej mod Egypt Lake

Vi var da også en international flok; en australier, to tyskere, to italienere, en englænder, en fransk-canadisk guide og så mig. 

Vi vandrede 26 km den dag, og Rocky Mountains er jo ikke lige så fladt som Danmark eller Ontario, for den sags skyld, så det var noget af en tur! Men meget smukt, og nogle søde mennesker af følges med. Og så er der jo ikke noget som den følelse, man har i kroppen bagefter sådan en tur. Træt, men med en følelse af velvære. 

Lake Louise

Lake Louise, der også ligger i Banff National Park, var mit næste stop. Da jeg ankom tidligt på dagen, besluttede jeg mig for at leje en cykel for at køre de ca. 13 km, der var ud til en eftersigende fantastisk flot sø. Det er den, der pryder forsiden af Lonely Planet guiden til Canada, og det er et af de mest fotograferede steder i Canada. Så den sø skulle da ses! På informationskontoret i byen havde de godt nok fortalt at vandrestien til søen var lukket på grund af bjørnene, men at det var helt fint at køre på vejen, hvor bilerne jo også kører. Jeg slog koldt vand i blodet, og kæmpede mig et par kilometer op af en meget stejle vej. Pludselig begyndte bilerne at stoppe og min puls at stige (endnu mere end hvad bakken kunne forårsage). Der, lige langs vejkanten, var der da også en bjørn, der guffede bær. Mens bilisterne havde travlt med at stige ud af bilerne og tage billeder, fik jeg travlt med at komme tilbage til byen! Ingen cykeltur til mig, tak!

Ja, nåede jo ikke at få et billede af bjørnen,
men den så cirka sådan her ud...

Da chokket havde lagt sig konstaterede jeg, at man er rimelig stocked, når man ikke har en bil, især i Lake Louise, hvor selve søen Lake Louise f.eks. ligger 5 km uden for byen, og vandrestierne dertil var lukket pga. bjørnene. Man bestemmer selvfølgelig selv om man vil følge de retningslinjer, men i Banff har de sågar vedtaget en lov om, at man flere steder skal være mindst 4, der går sammen. Ellers får man en bøde, hvis man støder på park rangeren, eller bliver spist, hvis man møder bjørnen inden da…

Ja, det er nu noget andet end at cykle en tur i Dyrehaven derhjemme!

At last - Moraine Lake

I stedet bookede jeg en bustur til dagen efter, hvor jeg endelig fik den flotte sø, Moraine Lake, at se. Busturen førte mig også til Yoho National Park, der ligger lidt længere nord på. En rigtig fin bustur, af den rigtig turistede slags, hvor man kører fra sted til sted, hopper ud, tager et billede og hopper på igen. Jeg tror, der er rigtig mange, der oplever nationalparkerne på den måde, og canadierne er da også glade for deres biler, men jeg synes nu også det er meget fedt, når man kommer længere væk end 10 meter fra parkeringspladsen. 

Destination: Jasper National Park

Undervejs stoppede vi ved Columbia Icefields, der er områdets største gletcher. Her skiftede vi bus til en særlig crazy en af slagsen, der kunne køre helt op på isen. Der var koldt deroppe, men meget flot!

Crazy Canadians!

Turen endte i Jasper, hvor vi jeg boede på et hostel, der lå lidt uden for byen ved foden af et bjerg. Den eneste måde man kunne komme til og fra hostellet var med en shuttlebus, og eftersom den sidste gik klokken fem om eftermiddagen, var alle ligesom strandet derude om aftenen. Men det skabte en god stemning og fællesskabsfølelse. Privatliv var der ikke så meget af – med 30 mennesker på samme værelse eller sovesal er vel en bedre beskrivelse. Det var helt som at være tilbage på hyttetyr i 3. klasse i Ganløsehytten!

Anita og mig på toppen af bjerget

Det lokale bjerg

Dagen efter jeg ankom, besteg jeg så det bjerg, vi boede på. Det var en ret høj stigning, men de tre timer, det tog at komme op på toppen var det hele værd. Udsigten var intet mindre end fantastisk med sneklædte bjerge i alle retninger. 

Jeg fulgtes med en sød schweizisk pige fra mit hostel, Anita, der som den ældste i søskendeflokken havde besluttet at forlade gården derhjemme i den schweiziske landsby for at opleve den store - ifølge hendes forældre - farlige verden.

Uhm!

Mountainbike og kolde øl

I Jasper mødte jeg også nogle af dem, jeg havde mødt tidligere i Banff og Lake Louise, blandt andet en hollandsk pige, Marye, som jeg var ude at mountainbike med en af dagene.

Efter et par timer på cyklerne tog vi tilbage til hostellet og nød en kold øl i sensommersolen. Skønt!

Maligne Lake

Endnu en sø...

Den sidste dag i Jasper var jeg ude at sejle på endnu en flot sø. Formiddag, solen skinner,  spejler sig i det kolde gletchervand. Fuglesang. Ren idyl. 

Absolut et af de flotteste steder, jeg har set i Rocky Mountains.

Vancouver, here I am!

I torsdags ankom jeg så til Vancouver sent om aftenen efter en sidste lang tur i den legendariske Greyhound bus. Jeg ankom lige midt i festen, for hostellet ligger i Vancouvers svar på Vesterbro, nok den lidt mere kedelige del af Vesterbro (som i det første stykke af Vesterbrogade med Scala osv.) En af butikkerne over for hostellet hedder ”Dare to Ware” – det siger vist det hele! De to sidste dage har jeg gået rundt, fået købt mig en Mac (og jeg elsker den allerede), drukket en masse latte to go og tjekket byen ud. Der er mange hyggelige kvarterer, og byen er omgivet af bjerge, så ind imellem bygninger kan man skimte bjergtoppene. Nice feature! 

Bjergene gemmer sig i baggrunden

SoMa

I dag tog jeg bussen ud til et hipt kvarter, SoMa (South of Main Street), og nu har jeg fundet stedet hvor alle cowboyskjorte-sejlersko-typerne bor (vist også kaldet hipsters, måske Kasper og Magnus kan hjælpe til med den defitition…). Der var en masse fede vintage- og tøjbutikker, men også nogle rigtig hippie-agtige butikker med batiktryk i alle afskygninger. Men ikke mindst var der hyggelige cafeer og helt almindelige canadiere, der var ude at nyde lørdagen. Her til aften har jeg spist sushi i West End, Vancouvers homo-kvarter, så kan det vist ikke blive mere storbysagtigt!

En af de ting, jeg har lagt mærke til ved byen er antallet af hjemløse. Der er virkelig mange mærkelige eksistenser, der bor på gaden. De fleste virker meget fredelige og på nogle måder mindre usle end de hjemløse i København. Men antallet af folk, der bor på gaden siger nok noget om det canadiske samfund, der på det område nok minder en hel del om USA, selvom de fleste canadiere gør en stor dyd ud af at fortælle, at der er en forskel på dem og den store nabo. Netop dette med at finde sin nationale identitet virker som et stort issue herovre. I hvert fald i de bøger om Canada, jeg er faldet over, og ifølge nogle af de canadiere, jeg har snakket med. Det bliver spændende at lære mere om denne søgen efter hvem canadierne egentlig er. 

I køjen over mig på hostelværelset sover en kinesisk pige, der også skal læse på UBC, så nu har jeg allerede en, jeg kender… Jeg glæder mig meget til at komme ud på campus i næste uge og se, hvor det er, jeg skal spendere de næste 4 måneder.